Guide til bedsteforældre og deres børn
Sådan får tre generationer det bedste ud af hinanden
Der er kommet en ny generation af bedsteforældre, som er langt mere engagerede i børnebørnene, end tidligere generationer var. Det oplever børnepsykolog, Margrethe Brun Hansen, dagligt. Hun får nemlig flere og flere bedsteforældre i sin konsultation – de vil gerne gøre det så godt for både deres børn og børnebørn, men kan ikke altid finde ud af hvordan. Derfor har hun i samarbejde med journalist Maria Holkenfeldt Behrendt skrevet bogen Guide til Bedsteforældre – og deres børn.
Bogen henvender sig til bedsteforældrene selv, men også til deres børn, som er blevet forældre – for Margrethe har masser af gode råd til begge parter om de problemer og konflikter, der kan opstå i relationen.
Bogen introducerer fire forskellige bedsteforældretyper: De tilbagetrukne bedsteforældre, De kollektivistiske bedsteforældre, De servicerende bedsteforældre og De skilte bedsteforældre. Ud fra disse fire typer beskriver hun de mest almindelige problemer, der opstår, når der kommer børnebørn ind i familien.